Det er vanvittigt som tiden går! Mit lille barn er nu 7 ÅR! Og har 4 dage tilbage i 0.klasse!!
Første aftenvagt efter en uges vidunderlig ferie er lige afsluttet. Jeg ELSKER, virkeligt mit arbejde, dets indhold og de skæve tider.. Meen, jeg kan godt mærke at tiden langsomt render fra mig. Hverdags fri var engang det bedste, men i løbet af det sidste år, nydes de pludselig ikke længere på samme niveau.
JOW, det er skønt at kunne:
▪️ Gøre lige det man har lyst til
▪️Rengøre hytten uden mini hjælper
▪️Handle alene
▪️ Se tv en hel formiddag
▪️Drikke kaffe en hel formiddag med en eller flere gode kollegaer.
▪️Få ordnet frisør, tandlæge tider mm.
Dage uden dagvagter er vidunderlige, en stille morgen sammen, og Oscar kan afleveres direkte i skolen.
En ny vagtplan, i foråret har betydet der er kommet mere struktur på hverdagen selvom dagene forsat ikke ligner hinanden..
Men Oscar har efterhånden styr på uge dagene.
Mandag – ingen morgen SFO og morfar/mormor henter. (Mor arbejder aften)
Tirsdag som oftes mors fridag, ingen morgen SFO, og eftermiddags SFO Valgfri..
Onsdag ALTID morgen SFO, og eftermiddag SFO.
Torsdag – mor enten fri, eller en dag på kontoret.. Betyder SFO Valgfrit…
Også begynder “kaos”… Weekenderne.. Eller da kun hver tredje.
Inderst inde er det nok dem der “rammer” mig mest som mor! Kan jeg virkelig være det bekendt?! At han skal undvære mig der, at mine vidunderlige forældre skal “døjes” med ham, fast en weekend i mdr ca..
Jeg tror bestemt ikke mine forældre tænker de døjes med ham, tror/håber tvært imod de nyder muligheden for så tæt en kontakt med deres barnebarn.
Er sandheden en anden, vil jeg håbe de havde sagt det.
Men nogle dage kommer denne tanke bare!
Burde jeg finde mig et helt alm. Mandag-fredags job, så jeg var uafhængig af deres hjælp. Nogle gange er det fristende, men samtidig giver alle de andre dage så meget andet.. Tjek lige hvor lidt SFO tid der er i vores ustrukturerede hverdag. Der er fordele og ulemper ved alt, men hvad vejer mon så mest. Jeg ved det ikke, slut fra en mandag aftens tanker.
Men en ting ved jeg med sikkerhed, det er nødvendigt at trives både privat og på ens arbejdsplads for at kunne præstere – både i hjemmet og på jobbet.
